Litteratur

Connie anbefaler: Op af jorden

En stærk fortælling om skam, skyld og forsoning – fortalt i et smukt sprog

Af Amanda Martinsen

Op af jorden af Cæcilie Lassen er en smuk og bevægende fortælling om den aldrende Birgit, der hele sit liv har båret på en dyb skam over sin far, Stikker-Hansen. Under Anden Verdenskrig angav han den unge danske modstandsmand Evald, og Birgit har siden levet med følelsen af, at faderens handlinger også hviler på hendes skuldre. Skammen klæber til hende og har påvirket hende hele hendes liv. 

Birgit vokser op sammen med sin storesøster Marian, der er udadvendt, selvsikker og langt mindre påvirket af familiens historie. Marian introducerer Birgit til ungdomslivets fester, alkohol og rock’n’roll, og hun kaster sig frygtløst ud i tilværelsen. Birgit derimod har svært ved at slippe fortiden og kæmper hele livet for at holde sammen på sig selv.

På en rejse til Spanien går noget galt mellem de to søstre. Birgit vender alene hjem til Danmark med sin datter Anne-Marie, mens Marian bliver i Spanien med sin søn Jon. Hvad der præcist sker i årene efter, står uklart.

Nu, i alderdommens skygge og med demensens tiltagende forvirring, kredser Birgits tanker stadig om den unge frihedskæmper Evald. Hun tænker på det liv, han blev berøvet på grund af hendes fars handling, og på den fremtid, han aldrig fik lov til at opleve. I sin forestillingsverden forsøger hun at give ham dette liv tilbage. Pludselig sidder den unge Evald i hendes stue – eller gør han?

Der er mange lag i denne sprogligt smukke fortælling. Den handler om skyld, skam, familiehemmeligheder, erindring og forsoning.  Læs den og nyd den – og er du heldig at være med i en læsegruppe, så vil jeg varmt anbefale den til jeres fælleslæsning.